Generalforsamling 16. april 2026
Formand Lars Jacobsen bød velkommen.
Morten Munch blev valgt som dirigent. Han konstaterede, at generalforsamlingen var indkaldt på VSBK’s hjemmeside inden for tidsfristerne i klubbens love, og dermed var generalforsamlingen lovligt varslet og dermed beslutningsdygtig.
Der var mødt tolv aktive medlemmer inklusive bestyrelsen.
Velkommen til klubbens generalforsamling nr. 59.
Det har været en fin sæson med nogle aflysninger og høj belægning på vores spilletider.
Begge sommercamps for hhv. 7-12-årige og 13-17-årige blev gennemført, og da vi blev flyttet til samme uge, var der stor aktivitet i begge Virumhaller. Vi gentager disse camps den kommende sommer, formentlig i samme uge igen.
Vi har fået en stor tilgang af unge spillere, og vi har nu nået et niveau, hvor det er svært at få flere ind i klubben på ungdomssiden.
Peter og Carl vil kort gennemgå aktiviteterne for hhv. ungdom og senior i den forgangne sæson, og Niels vil fortælle om formiddagsspillernes aktiviteter.
Vores haltider forbliver de samme til næste sæson, dvs. mandagen i Virumhal 2 for ungdom og seniorer, øvrig træning for ungdom og motionister på Virum Skole samt lørdag formiddag til MiniTon og tirsdag formiddag til vores legendariske formiddagsspillere.
Vi har fortsat dialogen med kommunen om vores haltider, fysiske placeringer og problemerne med at få en samlet klub på ét spillested. F.I.L. har fået ny formand, og han har stor erfaring fra det politiske system, så vi prøver at få ham med i vores dialog med kommunen.
Bestyrelsen har i den forløbne sæson afholdt tre ordinære bestyrelsesmøder samt en række bilaterale møder og en stor kommunikation via mails og møder via træning.
Jeg vil gerne udtrykke min store tak for indsatsen i den forløbne sæson til bestyrelsen, de frivillige hjælpere og trænerne. Det er kun ved hjælp af en indsats fra mange mennesker, vi kan få klubben til at løbe rundt.
I år har VSBK deltaget med tre seniorhold og to veteranhold. Morten Munch har været den gennemgående træner for alle hold og fortsætter også i næste sæson.
Senior 1 rykkede i år ned i serie 2 efter 6 år i serie 1. På papiret havde vi et hold, der som udgangspunkt skulle kunne spille med om oprykning. Skæbnen ville dog at vi blev skadesramt på både herre og damesiden fra starten og spillede rigtig mange kampe i grundspillet med reserver eller med for få spillere. Det blev til en 6. plads ud af 8 mulige og efterfølgende nedrykningsspil. Samtlige tre kampe i nedrykningsspillet blev vundet, så vi forventer at spille serie 2 igen til næste sæson, og gerne med mulighed for oprykningsspil.
Senior 2 har igen i år spillet i serie 3 med et 4+2 hold. Det er blevet til otte nederlag i otte kampe og en bundplacering i puljen. Senior 2 har været hårdt ramt af de mange afbud på senior 1, men der har også været mange øvrige afbud. Det overvejes om holdet skal nedlægges og erstattes med et hold i motionistturneringen.
Senior 3 har igen i år været et rent herrehold med 4 herrer. Her blev det til een sejr i 10 kampe. Holdet har i høj grad haft deltagelse fra vores Tirsdagsmotionister, som har haft stor glæde og læring ved at deltage. Igen var det ønskeligt om flere fra mandagstræningen prioriterede deltagelse i holdkampe.
Veteran 1 spiller nu i +40, 6+4 (5+3) A-rækken. Indsatsen rakte til en 2. plads i grundspillet ud af 5 mulige. Herefter blev det til en 2. plads i det mellemste slutspil. Holdet forventes at fortsætte i samme række til næste år.
Veteran 2 har igen i år spillet i 40+, 4+2 B-rækken, hvor indsatsen rakte til 1 sejr i 5 kampe. Jeg vil gerne takke Erik Amtoft for at lede dette hold igen i år. Vi forventer at fortsætte i denne række i næste sæson.
Der har været afholdt et enkelt socialt for holdspillerne. Det var julefrokosten, der foregik hos Carl den 6. december.
Igen i år har der været gennemført træning for motionister tirsdag og onsdag aften på Virum Skole, og deltagelsen har typisk ligget på mellem 14 - 20 spillere på hver træning. Træningen er fortsat en god måde at få sluset nye medlemmer ind og der er for øjeblikket tilmeldt 27 - 31 spillere på hvert hold. Der kommer hele tiden nye spillere til.
Der er planlagt klubmesterskaber for seniorer og de begynder i uge 17.
Til sæsonen 2025-26 har vi fortsat fra tidligere sæsoner god interesse omkring at gå til badminton. Der er registreret 162 medlemmer, hvoraf ¼ er piger. Vi oplever fortsat stor interesse og tilgang fra mange nye spillere.
På trænersiden har vi haft tilknyttet et team af unge trænere, med egen spilerfaring fra højt niveau samt længere kompetent trænererfaring. Vores team af interne unge hjælpetrænere er desuden tilknyttet den daglige træning. Der arbejdes pt. på at få træner-setup’et på plads for den kommende sæson.
I år har vi haft rekord stort antal hold tilmeldt holdturnering, med følgende fordeling:
U11 – et hold. Det blev 6. plads ud af 7 hold.
U13 – to hold. Her blev det til en 2. plads i puljen og efterfølgende sølv ved DM for hold samt en 8. plads i puljen for det andet hold.
U15 – fire hold. Her vandt Virum 3 deres pulje og vandt SM for hold. De andre hold sluttede på hhv 4., 5. og 7. pladsen.
U17 – et hold. Det blev til en 6. plads ud af 11 hold.
Udover holdspillerne, har vi en god stor gruppe af nye spillere på begynderniveau samt øvede spillere, der alle tilbydes træning minimum to gange om ugen. Endelig er der Miniton, som kører lørdag-formiddag – med glade unger og deres forældre.
Der har løbende igennem sæsonen været individuel deltagelse i diverse stævner med god succes, og vi oplever at der er god udvikling i niveauet.
Der har været afholdt forskellige ungdomsarrangementer i årets løb.
Der var sommerskole i uge 27 for de 7-11 årige og i uge 31 for de ældre (12-16 årige). Det var meget vellykket.
I december havde vi Julefjer arrangement, med god tilslutning – der var lege, spil, juleknas, og spisning.
I slutningen af februar blev der afholdt Natminton-arrangement med spisning og overnatning.
Senest har der været et af årets store højdepunkter – DMU (Danmarks Mesterskab for Ungdom), der blev afholdt sidste weekend i marts i Nyborg-området. Vi havde 21 tilmeldte spillere og 3 ledere afsted, samt støtte undervejs fra flere forældre.
Der vil blive afholdt klubmesterskaber for ungdom i maj med finaler den 30. maj i fællesskab med seniorerne.
Formiddagsholdet har i det forløbne år mistet et trofast og vellidt medlem af klubben gennem mange år, da Anni Christensen i december 2025 afgik ved døden. Klubben bidrog ved bisættelsen med en flot buket blomster.
Spillerne har - som altid - spillet med et stort engagement og højt humør.
Der har på det seneste været et mindre fremmøde end vi plejer, hvilket hovedsagelig skyldes aldersskader og sygdom. Vi forsøger i det daglige at hverve nye medlemmer til formiddagsholdet bl.a. ved en snak med badmintonspillere i ældre sagen. Antallet af medlemmer er pt. 36 - aktive og passive.
Vi er fortsat meget sociale ved siden af badminton spillet. Hver tirsdag slutter vi spillet med kaffe og ost, samt ved fødselsdage og lignende gives kage. Herudover har vi vores årlige skovtur og en juleturnering samt julefrokost. I de senere år har vi også for spillerne arrangeret minigolfturnering to gange årligt.
Medlemsfordeling
Medlemsfordelingen pr. årsskiftet var:
| Kategori | M | K | I alt |
| 0-6 år | 10 | 4 | 14 |
| 7-12 år | 95 | 37 | 132 |
| 13-18 år | 56 | 32 | 88 |
| 19-24 år | 1 | 5 | 6 |
| 25-39 år | 21 | 11 | 32 |
| 40-59 år | 43 | 33 | 76 |
| 60-69 år | 20 | 9 | 29 |
| 70 + år | 31 | 11 | 42 |
| I alt | 277 | 142 | 419 |
Beretningen blev godkendt af generalforsamlingen.
Kasserer Ole Jessen gennemgik regnskabet.
Indtægter
Der har været en øget tilgang af ungdomsspillere.
Tilskud fra LTK er på niveau med tidligere, men sommerskoletilskud er støt faldende .
Renteindtægterne kommer fra indestående på vores konto.
Udgifter
Ungdom: Sommerskole viser en god indtægt men bemærk dog at lønudgifter til trænere kommer oveni. Der er øget deltagelse til turneringer, hvilket betyder øget udgifter, og der er indkøb af diverse nye materialer.
Senior: Ligger på niveau, senior/vet turnering er konteret ved Badminton Danmark.
Løn: Ungdom, har øget omkostningerne, hovedsagelig pga. højere lønninger, samt meget høje lønninger ifm. Sommerskolen. Senior, ligger på niveau, men forventes at stige. Kontor ligger på samme niveau.
Bolde: Vi har tæret på beholdningen vi havde indkøbt i 2024, så derfor er den faldet, men forbruget er højere end tidligere.
Årets resultat er tilfredsstillende med et lille minus.
Revisionen er tilfredse i med registrering, bogføring samt procedurer, og det er aftalt, at der vil være løbende kontrol fra Revisor og Formand hen over året.
Generalforsamlingen gav bestyrelsen decharge.
Bestyrelsen foreslog justerede kontingenter for sæsonen 2025/2026 med begrundelse i de almindelige prisstigninger. Hvis boldpriserne stiger yderligere, kan der forventes en justering af træningskontingentet næste år. De med pile markerede er ændringerne:
| Kategori | Kontingent | |
| Passive | 75 kr. | helårligt |
| Miniton (pr. barn) | 250 kr. | halvårligt |
| Ungdom | 825 kr. --> 850 kr. | halvårligt |
| Senior | 850 kr. | helårligt |
| Formiddag | 600 kr. | helårligt |
| Mandagstræning | 400 kr. --> 425 kr. | halvårligt |
| Tirsdagstræning | 300 kr. --> 325 kr. | halvårligt |
| Onsdagstræning | 300 kr. --> 325 kr. | halvårligt |
| Torsdagstræning | 200 kr. --> 225 kr. | halvårligt |
Generalforsamlingen godkendte dette.
Der var ikke indkommet forslag til behandling.
Kasserer Ole Jessen, spilleudvalgsformand Carl Suhr-Jessen og ungdomsleder Peter Wintereik blev genvalgt.
Sophus Barlebo blev nyvalgt for en et-årlig periode.
Revisor Søren Thygesen blev genvalgt som revisor.
Generalforsamlingen nedsatte ingen udvalg.
Serviceniveauet i Virumhallen blev debateret. Niveauet er faldet ift. omklædningen ved hal 2 ikke er åben om mandagen og til holdkampe, og gulvet i hal 2 er ofte meget beskidt. Personalet er ellers meget hjælpsomme.
Morten Munch takkede for god ro og orden.
Lars Jacobsen takkede de trofaste medlemmer for fremmødet og dirigenten for indsatsen.
Morten Munch, dirigent
Lars Jacobsen, referent